Neurodivergens og diagnosesamfund

ADHD, autisme og neurodivergens er blevet en udbredt måde at tale om forskelle og variationer mellem mennesker og for mange et tillæg til deres selvforståelse. Nogle peger på, at vi lever i et såkaldt diagnosesamfund, som kan have en tendens til at sygeliggøre forskelligheder og minoriteter. Her er et begreb som neurodivergens en måde at forstå menneskelig variation, som ikke placerer hele lidelsen hos individet. For når vi taler om neurodivergens, taler vi ikke nødvendigvis om sygdom. Vi taler om variation, og om at menneskelige hjerner ikke fungerer ens og måske aldrig har gjort det.

Begrebet neurodivergens udspringer af neurodiversitetsbevægelsen, som opstod som et opgør med idéen om, at neurologiske forskelle automatisk skal forstås som fejl eller mangler. I stedet beskriver neurodivergens de hjerner, der fungerer anderledes end det, samfundet opfatter som neurotypisk. Det gælder blandt andet ADHD, autisme og dysleksi, men også andre former for kognitive og neurologiske forskelle.

Pointen er ikke, at disse forskelle aldrig skaber problemer. Mange neurodivergente mennesker kæmper med stress, udmattelse, sociale misforståelser eller følelsen af konstant at være “forkerte”. Men neurodiversitetsperspektivet stiller et vigtigt spørgsmål: Hvor meget af lidelsen opstår inde i personen, og hvor meget opstår i mødet med omgivelserne?

Det moderne samfund kan nemlig siges at være bygget snævert. Allerede i skolen lærer vi, at den “rigtige” elev sidder stille, koncentrerer sig i længere tid ad gangen, holder øjenkontakt, arbejder i grupper uden problemer og kan navigere komplekse sociale koder intuitivt. Senere fortsætter arbejdslivet med krav om multitasking, mødekultur, konstant tilgængelighed og højt tempo. For nogle mennesker føles det naturligt. For andre føles det som at spille et spil, hvor alle andre har fået reglerne udleveret på forhånd.

Et barn med ADHD kan være intelligent, kreativt og nysgerrigt, men få skældud hele dagen for ikke at kunne sidde stille. En autistisk voksen kan være ekstremt kompetent og detaljeorienteret, men blive udmattet af åbne kontorlandskaber, smalltalk og uforudsigelige sociale forventninger. Mange neurodivergente mennesker bruger enorme mængder energi på at maskere deres forskelle. Netop fordi omgivelserne belønner bestemte måder at fungere på.

Det betyder ikke, at neurodivergens bare er en social konstruktion. ADHD og autisme er reelle neurologiske forskelle, som kan være invaliderende i forskellige grader. Derfor kan det også være problematisk, når f.eks. ADHD nogle gange på sociale medier fremstilles som en slags kreativ superkraft. Eller at autisme beskrives som genial mønstergenkendelse og ekstrem intelligens. Selvfølgelig kan neurodivergente mennesker have styrker, der hænger sammen med deres måde at tænke på, f.eks. kan hyperfokus skabe imponerende fordybelse. Eller anderledes associationsmønstre kan føre til kreativitet og innovation. Mange beskriver også en intensitet, ærlighed eller sensitivitet, som de værdsætter ved sig selv. Men fortællingen bliver hurtigt for simpel, hvis den kun handler om styrker.

For mange neurodivergente mennesker er livet ikke en TikTok-montage af spontane spændende idéer. Det er også glemt tandlægetid, kronisk udmattelse, følelsen af at være socialt forkert, skam over ikke at kunne håndtere “simple” ting og årtier med selvkritik. Mange bliver først diagnosticeret sent i livet efter lange perioder med angst og depression, fordi de konstant har forsøgt at presse sig selv ind i rammer, der ikke passede til dem.

Netop derfor føler mange sig set og accepteret i diagnosen. Mange beskriver det som at få et nyt sprog for hele deres liv. Pludselig giver bestemte mønstre mening: hvorfor man altid blev kaldt distræt, sensitiv, for meget, doven eller mærkelig. Hvorfor sociale situationer føltes som arbejde. Hvorfor man kunne præstere fantastisk i nogle sammenhænge og bryde sammen i andre.

Men mennesker er forskellige, og ikke alle særheder kræver en diagnose. Algoritmer på sociale medier kan også skabe en selvdiagnosticerende kultur, hvor enhver præference eller vane bliver tolket som et symptom. Men modargumentet er vigtigt: Historisk har enorme grupper af mennesker været overset – især kvinder og voksne, som ikke passede ind i de stereotype billeder af ADHD og autisme. Det, der ligner en “eksplosion” af diagnoser, kan også være resultatet af bedre forståelse og mindre stigma.

At få en diagnose er heller ikke nødvendigvis det samme som at reducere sig selv til et ”label”. For mange handler det ikke om at begrænse identiteten, men om at slippe for konstant selvbebrejdelse. Der er forskel på at tænke “jeg er doven og ude af stand til at fungere som voksen” og “min hjerne fungerer anderledes, og jeg har brug for andre strategier”. Sidstnævnte er klart den mest omsorgsfulde overfor sig selv, og også den som kaster lys over handlemuligheder og agens.

Måske er det i virkeligheden det, neurodiversitetsdebatten forsøger at gøre muligt: at skabe plads til flere måder at være menneske på. For den største misforståelse er måske idéen om, at der findes én rigtig måde at have en hjerne på. Historisk og evolutionært set har menneskelige samfund sandsynligvis altid været afhængige af forskellige typer opmærksomhed, energi, sensitivitet og tænkning. Problemet opstår først, når ét bestemt ideal bliver gjort til målestokken for normalitet.