Psykologhjælp til minoritetsstress
Når man taler om stress, handler samtalen ofte om arbejdspres og balancen mellem krav og ressourcer. Men for mange mennesker handler stress om noget andet – nemlig om at blive set, mødt og behandlet som “den Anden”.
En ung dreng med brun hud mærker, hvordan hjertet begynder at hamre, hver gang han sidder med sine forældre og nyhederne kommer på i pauserne mellem Go’ Morgen Danmark, fordi han frygter, om der kommer noget i nyhederne, som maler et kriminelt billede af personer med mørk hud. En overvægtig homoseksuel kvinde undgår bevidst at spise foran andre mennesker, fordi hun er bange for, hvad andre tænker om hendes spisevaner. Selvsamme kvinde undgår at fortælle sine kolleger om sin kæreste, når hun kan slippe afsted med det, grundet den strammende fornemmelse i brystet, der kommer, hver gang hun skal springe ud overfor nye mennesker. Det er eksempler på, hvad begrebet minoritetsstress dækker over.
Ønsker du en samtale?
Kontakt os for en uforpligtende samtale med en af vores psykologer.
Hvad er minoritetsstress?
Minoritetsstress er en form for kronisk stressrespons, som opstår, når man lever i en minoriseret position – det vil sige, når man på grund af eksempelvis race, etnicitet, religion, køn, seksualitet eller krop bliver mødt som afvigende fra normen. Den konstante bevidsthed om, at man bliver betragtet som “anderledes” eller måske endda “forkert”.
Denne type stress er ikke blot individuel, men strukturel. Den udspringer af samfundets normer, diskurser og magtforhold, altså de systemer, der definerer, hvem der får lov til at føle sig som en naturlig del af fællesskabet, og hvem der står udenfor. Man kan altså sige, at minoritetsstress derfor ikke kun handler om at være udsat, men om at leve i et samfund, der producerer udsathed.
Minoritetsstress spænder over et kontinuum: Fra små, daglige mikroaggressioner til voldelige overgreb og hadforbrydelser. Selv de tilsyneladende “små” hændelser – som når en person konstant bliver udspurgt om sin baggrund – kan, når de gentages over tid, føre til alvorlige psykiske belastninger. Over tid kan disse oplevelser føre til en øget årvågenhed eller en kropslig alarmtilstand, hvor man hele tiden aflæser omgivelserne for potentielle trusler. Denne kroniske spænding, eller stressrespons, tærer på både det psykiske og fysiske helbred og kan føre til søvnproblemer, angst og udmattelse.
At blive mødt som “den Anden” sætter sig ikke kun i kroppen, det former også sindet. Stigmatisering, racistiske blikke eller homofobiske kommentarer kan over tid blive internaliseret, så man begynder at se sig selv med majoritetens blik. Dette fænomen kaldes internaliseret racisme eller internaliseret homofobi, og det kan bære enormt meget skam med sig og føre til lavt selvværd.
Et ansvar for det trygge rum
Minoritetsstress viser os, at trivsel ikke kun er et personligt anliggende, det er også et socialt og politisk spørgsmål.
I Den Krøllede Hjerne arbejder vi med de følgeproblematikker, som minoritetsstress ofte medfører såsom angst, depression, lavt selvværd og følelsen af fremmedgørelse. Vores terapeutiske tilgang tager højde for de sociale og strukturelle vilkår, som mange minoriserede mennesker lever under, og vi bestræber os på at være et safespace for alle, der falder udenfor normen. Hos os kan man få hjælp til at finde ro i sit autentiske jeg og skabe nye fortællinger om sig selv uden krav om at tilpasse sig et system, der i udgangspunktet ikke altid har været designet til en.
Hvis du vil vide mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med at håndtere minoritetsstress i din hverdag, så kontakt os her for en uforpligtende samtale. Vi har kontor både i Kgs. Lyngby, Hillerød og på Frederiksberg.
