Når ensomheden fylder – en vej tilbage til forbindelse

Ensomhed er en menneskelig oplevelse

Ensomhed er ikke et tegn på svaghed eller utilstrækkelighed. Det er en del af det at være menneske. Vi er skabt til at søge forbindelse, nærhed og at blive set – og når det ikke lykkes, reagerer vores psyke med smerte. Hjernen registrerer faktisk social isolation på samme måde, som den registrerer fysisk smerte. Ensomheden er altså et signal – en form for indre kompas, der prøver at fortælle os, at noget vigtigt mangler.

Nogle gange opstår ensomhed, fordi livet har ændret sig: et brud, et dødsfald, en flytning, et arbejdsskifte. Andre gange er den mere subtil – en stille følelse af ikke rigtigt at høre til, selv midt i selskab. Måske fordi man længe har holdt noget skjult, været for stærk for længe, eller har svært ved at vise, hvem man egentlig er.

Når kontakten til andre bliver svær

Ensomhed kan være både årsag til – og resultat af – at vi trækker os fra relationer. Jo mere man føler sig udenfor, desto mere forsigtig bliver man. Man begynder måske at tolke andres signaler negativt, at føle sig usikker på, om man overhovedet er ønsket. Den mekanisme stammer fra et gammelt, menneskeligt behov for at beskytte sig mod afvisning og er helt naturlig.

Men netop den beskyttelse kan skabe endnu mere afstand. Det kan føles som at stå bag en glasrude: man kan se andre, høre deres stemmer – men ikke rigtigt nå dem.

Ensomhedens eksistentielle side

Der findes også en form for ensomhed, som ikke nødvendigvis kan “løses” med flere sociale aktiviteter. Den opstår, når vi konfronteres med livets store spørgsmål – meningen, døden, vores egen frihed og sårbarhed. Denne eksistentielle ensomhed er et grundvilkår: vi kan ikke undslippe, at vi i sidste ende er alene i vores oplevelse af verden.

Men i stedet for at se det som noget skræmmende, kan man begynde at møde denne ensomhed som en mulighed for selvforståelse. Når man tør være alene med sig selv, kan man opdage sider, man tidligere gemte væk – behov, længsler og drømme, som måske har ligget tavse bag hverdagen. Ensomhed kan derfor, når den bliver mødt med omsorg, blive en dør til noget dybere og mere ægte i os.

Et digitalt præstationssamfund

Set i et samfundsperspektiv er det tankevækkende, at verdenssundhedsorganisationen (WHO) og flere forskningsmiljøer kalder ensomhed en folkesundhedskrise. Det siger noget, om den tid, vi lever i. Den er især præget af, at meget af vores kontakt foregår gennem skærme, hvor vi konstant inviteres til at sammenligne os med hinanden. På sociale medier fremstilles livet typisk som harmonisk og fyldt med relationer, og det kan forstærke oplevelsen af at være udenfor, især når man selv har det svært. Man føler måske, at man burde have det bedre, være mere social, mere glad. Samtidig opleves ensomhed let som et tabu, selvom der er stigende fokus på problemet og mennesker, der taler højt om det – heldigvis.

Vores samfund er også præget af individualisme og præstation; vi skal være stærke, uafhængige og have styr på alt. Det kan være ensomt at føle, at man ikke er ”vellykket” set ud fra samfundets standarder. Her er det vigtigt at huske på, at selvom vi lever i en tid med meget poleret overflade, så undgår ingen af os at føle adskilthed.

Relationer og sårbarhed

Det, der ofte lindrer ensomhed mest, er ikke nødvendigvis store sociale netværk, men ægte kontakt. En samtale, hvor man bliver mødt uden at skulle præstere. Et blik, hvor man føler sig set. Et sted, hvor man kan dele sårbarhed uden at blive dømt.

Det kræver mod at række ud og søge den type forbindelser, for det kan føles skræmmende at åbne sig. Men det er netop her ægte menneskelig nærhed begynder.

Når man begynder at dele sin ensomhed – måske med en ven, et familiemedlem eller en terapeut – mister følelsen noget af sin magt. Den bliver ikke længere et mørke, man sidder alene med, men en del af en fælles, menneskelig erfaring.

Vejen tilbage til forbindelse

At finde vej ud af ensomhed handler sjældent om hurtige løsninger. Det begynder med selvomsorg – at give plads til sin egen oplevelse uden skam. Måske betyder det at tage kontakt til nogen, selvom det føles uvant. ”Har du lyst til at gå en tur?” – er et godt sted at starte.

Det vil næsten altid være værdifuldt at finde et fællesskab, hvor man kan dele interesser eller værdier med ligesindede. Mange oplever også glæde ved at engagere sig i frivilligt arbejde; at være noget for andre er en god genvej til en følelse af samhørighed og fællesskab. Forskere har herudover fundet ud af, at det er gavnligt for både fysisk og psykisk trivsel at føle et tilhør til sit lokalsamfund. Det kan være så enkelt som at klappe naboens hund, hilse på forbipasserende, få en sludder med kioskejeren eller smile til kassemedarbejderen i Netto. Det kalder man ”social responsivitet” – et urgammelt behov for mellemmenneskelig kontakt i en ren, ukompliceret form.

For nogle er det en vej at søge professionel hjælp, ikke fordi man er forkert, men fordi man i den terapeutiske relation bliver set, hørt og forstået. Det kan understøtte de gode tiltag, man gerne vil gøre og være et trinbræt på vejen mod at føle sig mere forbundet både indadtil og i kontakten med omverden.

Ensomhed er et grundlæggende menneskeligt vilkår, men også en påmindelse om vigtigheden af gensidig tilknytning.

Hvis du vil vide mere om, hvordan vi kan hjælpe dig med at håndtere ensomheden i din hverdag, så kontakt os her for en uforpligtende samtale. Vi har kontor både i Kgs. Lyngby, Hillerød og på Frederiksberg.