Diogenes syndrom

Diogenes syndrom er en adfærdsmæssig sundhedstilstand karakteriseret ved dårlig personlig hygiejne, hamstring og uplejede levevilkår. Det er mest almindeligt hos ældre mænd og kvinder, hvorfor det også kaldes senil squalor syndrom. Personer med Diogenes syndrom udviser ringe bekymring for egenomsorg eller et rent livsmiljø og virker totalt uforstyrrede over deres tilstand eller hvordan andre reagerer på den. Det menes, at Diogenes i nogle tilfælde er en reaktion på traumer i det sene liv, såsom tab af en langvarig ægtefælle eller omsorgsperson. Behandling er ofte vanskelig, fordi den enkelte ikke ønsker en indtrængen i den måde, han eller hun lever på, hvilket fører til modstand og manglende samarbejde.

Hvis et familiemedlem viser tegn på selvforsømmelse eller manglende evne til at opretholde rene eller sikre levevilkår, kan du kontakte os her:

Hvad er symptomerne på Diogenes syndrom?

Følgende symptomer er typiske for en person med Diogenes syndrom:

• Dårlig personlig hygiejne, herunder kropslugt, udslæt, uvasket hår, uklippede negle og fejlernæring.
• Uhygiejniske levevilkår, herunder ikke-bortskaffet affald eller affald, gnavere og insektangreb, og lugt af rådnende mad og andre former for forrådnelse.
• Rodede og uorganiserede omgivelser, der skyldes hamstring.
• Ubevidsthed om og mangel på skam omkring de nuværende levevilkår.
• Ubøjeligt afslag på tilbud om assistance eller lægehjælp.

Der er to former for Diogenes; primær og sekundær.

Primær Diogenes refererer til personer, der udviser symptomer uden yderligere tegn på en mental sundhedstilstand.

Sekundær Diogenes manifesterer sig i forbindelse med en eller flere mentale helbredstilstande og kan enten være en årsag til eller en virkning af disse tilstande. Diagnoser er fordelt nogenlunde ligeligt mellem disse to former.

Diogenes symptomer udvikler sig ofte gradvist over tid. Fordi mange af de personer, der lider af det, bor alene, forbliver det ofte uopdaget, indtil symptomerne slår fuldt ud.

Hvad forårsager Diogenes syndrom?

Forskere undersøger i øjeblikket årsagen eller årsagerne til Diogenes syndrom. De fleste af de kendte årsager er resultater fra individuelle casestudier, hvor visse adfærdsmønstre er blevet tydelige. Der er nogle antydninger af, at Diogenes udvikler sig som reaktion på stressende eller traumatiske begivenheder, såsom tab af en langvarig ægtefælle eller partner. Et midlertidigt fald i egenomsorg i en periode med sorg ser ud til at blive forlænget på ubestemt tid i en Diogenes-tilstand.

Følgende risikofaktorer ser ud til at være gældende:

• Alderdom
• At leve alene på grund af skilsmisse, forladt eller død af en elsket
• En tendens til indadvendthed og social tilbagetrækning
• Historik med psykisk sygdom
• Demens
• Skader på frontallappen, hjernens beslutningscenter
• Alkohol- eller stofmisbrug

Det sidste er en særlig vigtig faktor. Vanedannende adfærd er almindelig blandt personer med Diogenes syndrom, formentlig som en mestringsmekanisme for depression, ensomhed og social isolation.

Hvordan diagnosticeres Diogenes syndrom?

Fordi mange Diogenes-patienter lever isolerede liv, er det ofte et familiemedlem, der bringer situationen til en sundhedsperson. Alternativt vil en konflikt med naboer om lugte, skadedyr eller forfaldne omgivelser nogle gange resultere i involvering af politi eller andre civile myndigheder, som kan tilskynde til lægeligt engagement, især hvis en offentlig fare er til stede (f.eks. truslen om brand baseret på hamstring af aviser og andre brændbare stoffer).

Forskere har endnu ikke udviklet en anbefalet diagnose eller behandlingsplan for Diogenes syndrom. En læge eller psykolog vil sandsynligvis gerne dokumentere symptomer, lære den enkeltes sygehistorie og foretage en fysisk undersøgelse for at udelukke mulige ikke-psykiatriske årsager til selvforsømmelse, hamstring og anden observeret adfærd. Dette kan involvere brugen af ​​billedteknologi til at fastslå tilstedeværelsen af ​​hjerneskade i frontallappen.

Lægen eller psykologen vil også lede efter tegn på andre adfærdsmæssige sundhedsmæssige forhold, herunder alkoholisme og stofmisbrug.

Hvordan behandles Diogenes syndrom?

Der er ingen almindeligt anerkendte metoder til behandling af Diogenes syndrom. Personer med sekundær Diogenes vil få deres andre adfærdsmæssige forhold behandlet. Dette kan omfatte brug af medicin til behandling af depression eller psykose. Der findes afgiftningsprogrammer for personer, der gennemgår stof- eller alkoholabstinenser. Støttegrupper kan også være tilgængelige for dem, der er villige til at deltage i dem.

Afhængigt af personens tilstand, når han eller hun begynder at modtage lægehjælp, kan det være nødvendigt med hospitalsindlæggelse. Desværre vender etablerede adfærdsmønstre ofte tilbage, når personen bliver hjemsendt fra hospitalet. Det er vigtigt, at han eller hun begynder at få regelmæssige besøg af en omsorgsperson, helst en betroet ven eller et familiemedlem. Plejeren kan kontrollere personens evne til at tage sig tilstrækkeligt af sig selv. Dette kan være en vanskelig opgave, fordi mange Diogenes-patienter ærgrer sig over indblanding udefra og vil aktivt modsætte sig forsøg på at hjælpe dem.

Hvad er komplikationerne ved Diogenes syndrom? Bliver det nogensinde bedre?

Det er muligt at blive behandlet for Diogenes syndrom, men tilbagefald til gamle mønstre er hyppige. At forstå og hjælpe personen ud af social isolation og ligegyldighed over for egenomsorg synes at være afgørende for at opnå varig bedring. For at dette kan lade sig gøre vil det som oftest være vigtigt at få bearbejdet årsagen bagved (eksempelvis tab af ægtefælle eller ringe kontakt til børn, børnebørn eller venner)

Den Krøllede Hjerne har rigtig gode erfaringer med behandling af diogenes. Vi har kontor både i Kgs. Lyngby og på Frederiksberg – kontakt os i dag for en uforpligtende samtale om den rette behandling til dig.