psykolog Lyngby

Generaliseret angst

 

Generaliseret angst – Symptomer og behandling

Hvad er generaliseret angst?

Generaliseret angst er karakteriseret ved en overdreven grad af bekymring og ledsagende, fysiske symptomer. Modsat andre angstlidelser er bekymringerne ikke afgrænset til et særligt område eller til særlige situationer. Der er derimod tale om bekymringer, der kan stikke i alle retninger, og som påvirker det daglige funktionsniveau. 

Lider man af generaliseret angst, kan man ikke “bare” tage sig sammen og stoppe med at bekymre sig. Der er tit tale om en ond, selvforstærkende cirkel, hvor bekymringerne fylder så meget, at man begynder at udvikle fysiske symptomer. Disse kan være hjertebanken, overfladisk vejrtrækning, svimmelhed, hovedpine, ondt i maven mm. Disse ubehagelige – og til tider invaliderende – symptomer, vil ofte give anledning til endnu større bekymringstendens, som igen vil forstærke de fysiske symptomer.

Det er enormt ubehageligt at lide af generaliseret angst, og det kan påvirke evnen til at passe både skole, arbejde og socialt liv. Lider man af generaliseret angst er risikoen for at udvikle depression desuden forøget. 

Der er altså tale om en alvorlig, og ofte behandlingskrævende lidelse. 

 

Ønsker du en samtale?

Kontakt os for en uforpligtende samtale med en af vores psykologer.

Generaliseret angst symptomer

Symptomer på generaliseret angst omfatter:

  • Vedvarende bekymringstendens, som er til stede de fleste dage i løbet af en måned
  • Nervøsitet og/eller bliver let skræmt
  • Tankemylder
  • Irritabilitet
  • Svært ved at slappe af
  • Katastrofetanker

Fysiske symptomer på generaliseret angst omfatter:

  • Anspændthed, muskelspændinger eller muskelsmerter
  • Hjertebanken
  • Svedtendens
  • Svimmelhed
  • Rysten
  • Følelse af ikke at kunne trække vejret dybt
  • Træthed
  • Søvnbesvær
  • Følelse af klump i halsen
  • Fryser eller har det varmt
  • Kvalme eller ondt i maven; Evt. diarré eller irritabel tyktarm

 

Symptomerne kan opleves voldsomme, og de kan tit give anledning til bekymringer om, at man fejler noget fysisk. Hvis fysiske årsager til symptomerne er udelukket, og der er tale om angst, skyldes symptomerne, at nervesystemet er på overarbejde:

Når vi bekymrer os meget og over længere tid, igangsættes kroppens “fight or flight”-respons. Denne respons skal hjælpe os, når vi står overfor en potentiel trussel. Der udløses i denne forbindelse en række stresshormoner og kropslige processer, som gør os i bedst mulig stand til at kæmpe eller flygte.

Responsen er effektiv, hvis vi står overfor en reel fare her og nu. Når den udløses af længerevarende bekymringer og står på i længere tid, bliver vores nervesystem dog overbelastet. Og dét kan med tiden udløse de ovenstående fysiske symptomer på angst. 

 

Læs mere om generaliseret angst og angst symptomer her!

Hvordan behandles generaliseret angst?

Psykoterapi har vist sig effektivt til at behandle generaliseret angst. En psykolog kan anvende forskellige teknikker til at behandle angst, herunder:

  • Kognitiv adfærdsterapi: Her stiller psykologen sig nysgerrig og undersøgende på de tankemønstre, der forårsager angsten. Når disse tankemønstre er identificeret, kan der arbejdes med bl.a. kognitiv omstrukturering, som hjælper dig til at danne mere realistiske og hjælpsomme tankemønstre.

 

  • Mindfulnessbaseret terapi: Her er der særligt fokus på, at opbygge evnen til at være til stede i nuet og til at vælge, hvilke tanker der får din opmærksomhed. Vi har flere tusind tanker i løbet af en dag; Angst opstår ofte, når vi giver bekymringstanker mere opmærksomhed og betydning, end hvad godt er.

 

  • Mentaliseringsbaseret terapi: I mentaliseringsbaseret terapi er der bl.a. fokus på, at du lærer at forstå dine tanker og følelser bedre. En sådan forståelse vil ofte gøre det lettere for os at give slip på bekymringer samt at få øje på nye perspektiver og handlemuligheder.

 

Hos Den Krøllede Hjerne anvender vi flere forskellige terapiformer- og teknikker, når vi behandler generaliseret angst. Ovenstående er blot få eksempler på nogle af de teknikker, der ofte er effektive indenfor angstbehandling.

Vi ved, at det er forskelligt fra person til person, hvad der virker, og vi har altid øje for at tilpasse behandlingen til den enkelte.

Vores psykologer har alle stor erfaring i at behandle angst, og vi har gennem de sidste syv år hjulpet mange til at blive angstfri.

 

Mere om angst

Hvis du ønsker at vide endnu mere om angst, kan du læse mere på vores side her. Du kan også teste dig selv og finde ud af, om du har angstsymptomer lige her.

Kontakt

Hvis du mistænker, at du har generaliseret angst, vil vi meget gerne hjælpe dig videre. Hos Den Krøllede Hjerne er vi et team af 7 psykologer, og vi garanterer altid kort ventetid på behandling.

Vi holder til på både Frederiksberg, i Lyngby og Hillerød, ligesom at vi tilbyder online terapi.

Du er altid meget velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller ønsker et forløb. Du kan også booke tid via knappen nedenfor.